Den landbaserede natur kan blive taberen
I jagten på kvælstof – og fosfor-reduktion er der en stor risiko for at værdifuld natur går tabt i den gode sags tjeneste.
Vandmiljøet skal sikres
De fleste er enige om, at vandmiljøet skal sikres mod næringsstofforurening – men der er risiko for, at metoden til reduktion af landbrugets næringsstoftab i nogle områder vil gøre mere skade end gavn. Det har hidtil været gængs opfattelse, at næringsstoffer i vandløbene ikke er et væsentligt problem, men først bliver det, når de når ud i Danmarks lukkede og lavvandede fjorde. Problemet er dog, at vandløbene som bekendt ikke altid holder sig til selve åløbet, men oversvømmer omgivelserne, hvor næringsstofferne afsættes og skader naturen.
Det er derfor meget væsentligt at få undersøgt, om anden sårbar natur vil lide skade som følge af, at arealer oversvømmes med næringsrigt dræn- og overfladevand. Selv i de tilfælde, hvor der er tale om arealer af begrænset naturværdi, vil det blive sværere at genskabe naturen, da næringsstoffer ødelægger den naturlige succession. Næringspåvirkede områder kræver meget store resurser naturplejemæssigt, modsat de næringsfattige arealer, hvor væksten er langsom og mere naturlig. Yderligere er den intensive landbrugsdrift de seneste 10 år rykket ind på marginaljorden og har fragmenteret §3-arealer, som før var forbundet af mere ekstensivt drevne marker. Den tætte drift gør, at næringsstoffer direkte rammer naturen, når de udspredes i dens nærhed – en væsentlig øvelse må blive at sikre disse arealer mod næringsstoffer. Såfremt regeringen ønsker fuld valuta for naturpengene, bør udtagningen af jord målrettes de arealer, hvor den landbaserede natur også beskyttes. Den tørre natur bliver tit glemt, men man må ikke overse, at grunden til, at den er tør, er, at den ikke kan holde på vandet, og at udnyttelsen af næringstofferne er meget dårlig da de udvaskes fra arealet.
Kommer anden natur under plov?
Det er væsentligt at forholde sig til, om anden natur kommer under plov som kompensation for det, der udtages, da den enkelte bedrift fortsat har det problem, at der er brug for harmonijord til gyllen. Løsningsmuligheder er, at bedriften reducerer sin husdyrproduktion, får stillet anden regulær agerjord til rådighed, eller ejendommen opkøbes, så driften kan går fra intensiv til ekstensiv drift. En stramning af harmonikravet for de enkelte bedrifter er ikke vejen frem, da det kun vil gøre ondt værre, og hidtil har haft den meget uheldige konsekvens, at den landbaserede natur er blevet opdyrket, for at bedriften kunne få adgang til jord, som gyllen kan spredes lidt tyndere ud på.
Erhvervets ansvar
Den grundlæggende tilgang bør dog være, at det er erhvervets ansvar af holde næringsstofferne tilbage på marken, og hvis det ikke er muligt, må erhvervet tilpasse driften efter omgivelserne. Næringsstofforurenet dræn- og overfladevand bør renses, inden det forlader marken, og ikke først, når det løber nedover overdrevet, videre gennem engen, til vandløbet for at ende i havet. Såfremt næringsstoftabet skal stoppes uden at skade anden natur, er det altså nødvendigt at gøre det ved kilden til forureningen. Lige såvel som private og andre erhvervsvirksomheder skal betale for rensning af deres spildevand, bør landbrugserhvervet pålægges samme krav. En sådan tilgang betyder også, at næringsstoftilførslen på den enkelte mark kun reguleres, når naturen lider overlast, og at der kun stilles nye krav til de bedrifter, som skader omgivelserne, mens de, som allerede har en naturbevarende drift, ikke berøres.